mandag, april 30, 2007

Imageproblem

Er blevet interviewet af to ruc-studerende om, hvad jeg tænker om det at blogge. Det viser sig, at jeg er fuldstændig ligesom alle de andre sølle bloggere derude. Text book example på navlepillende selvfremstilling med noget man selv tror er en humoristisk ironisk distance! Al teorien passer på mig. Det tog kun 20 minutter at gennemføre interviewet, fordi jeg svarede lige efter bogen.

Tænk engang, at man sådan kan kategoriseres. Vil nødig indrømme det, men det svider i egoet at være så gennemsnitlig! Hvis det skidne mel skal ud af posen, så er det jo ikke ligefrem det, jeg går og fantaserer om, når jeg publicerer fra sofaens dunkle hjørne.

Ved endnu ikke, hvordan jeg skal løse mit imageproblem, men grubler over det til næste indlæg, som gerne skulle være lidt af et unika!

tirsdag, april 17, 2007

Motionistens glæder

Jeg var ude at løbe her forleden og har fundet en helt ny og glædelig side ved den ellers pinagtige disciplin.

Efter en 5 kilometers penge var jeg ved at være hjemme og også ved at være ret flad i kondiskoen. For enden af min gade besluttede jeg alligevel at give den hele armen de sidste 200 meter hen til min hoveddør. Og sikke en go beslutning! Det resulterede nemlig i mit nye perspektiv på det at motionere. Åbenbaringen kom i form af at krølhåret mandsdyr, som stod og nørklede med sin cykel lige på målstregen.

Jeg så godt, at han kiggede op da jeg kom spænende. Og da jeg begyndte at strække ud ved siden af ham, følte jeg, at det var nødvendigt med et par ord for at bryde min svedende tavshed.
Noget hen i retning af "hej", blev det vist til. Og direkte retur kom et kompliment, jeg aldrig har troet skulle ramme mit slunkne astmalegeme: "Du har en ret flot løbestil", sagde han. "Det er sjældent, at man ser piger gi´den så meget gas, og det er sjældent at de løber så pænt".

Og ja, det var sku mig, han mente!! Knejsede tøset i de syrende ben og viste ham hele rækken af togskinner til gengæld!

Skal meget snart ud og løbe igen.....

fredag, april 13, 2007

To som elsker hinanden

Jeg lå i sengen og læste "To som elsker hinanden" i går. Den der af ham der Ove Ditlevsen. Glimrende bog. En anelse deprimerende, da der egentligt ikke er nogen, som sådan elsker hinanden rigtigt. De bestemmer sig bare for det i mangel af mod eller mangel af bedre.

Nå, men pludseligt i løbet af sidste kapitel, var det som om bogens tema skreg ind gennem soveværelsesvinduet nede fra gården: "Der er billeder af 1000 kællinger, mand! Hvad fanden har du gang i, mand?! Jeg er SÅ færdig med dig, mand!". Det var en pige, der talte til sin mand.

Efter et par minutters lytten og luren gennem gardinet fik jeg fat i sammenhængen. Uhyret havde åbenbart åbnet en datingprofil på nettet, som kæresten havde opdaget. Han forsøgte sig med et lunkent "slap nu af", mens hun kørte op i en højere og højere spiral omkring de "1000 kællinger", som allesammen var fra top-10 listen på datingsiden (der er noget, der ikke helt går op her, I know, men det virkede det ikke som om, at pigen eller fyren gik så nøje op i).

Efter 20 minutter, var hun stadig "SÅ færdig" med ham, men hendes fødder flyttede sig ikke.
Jeg havde lyst til at gå ned i gården og invitere hende med op. Tror hun trængte til at blive lagt i seng og så klappet strengt men kærligt på håret, indtil hun faldt i søvn.

Så kunne vi have læst resten af "To som elsker hinanden" sammen. Den ender med, at pigen finder en anden fyr. Én med tørre læderlæber, som hele tiden taler om atomtruslen. Men én, som ikke render efter 1000 kællinger. Sommetider må man bare nøjes.

onsdag, marts 14, 2007

Deadline

Jeg arbejder bedst under pres. Sådan må det hænge sammen. Ellers forstår jeg ikke, hvorfor jeg lige har spildt en helt fin og brugbar aftentime på at se "Bonde søger brud", når jeg skal skrive en tale, som skal være færdig og fremlægges for farlig spindoktorinde på fredag. Det forstår jeg simpelthen ikke!

mandag, marts 12, 2007

Kommunikation om kommunikation

Jeg skal holde foredrag i morgen sammen med en veninde. Gulp! Det er på Cafe Retro og handler om kommunikation.

Jeg står på stuegulvet og terper og taler til vinduet.

Det er en lidt underlig fornemmelse at skulle kommunikere om, hvordan man "gør sit budskab interessant og får større gennemslagskraft" på en interessant og gennemslagskraftig måde. Lidt en styrkeprøve på to niveauer!

Nå, men jeg tror nu egentlig, at jeg er lidt spændt på det. Altså, at jeg muligvis glæder mig på en eller anden selvpinerisk måde.

Om ikke andet har jeg læst på cafeens hjemmeside, at der er vandpiber, og så kan man jo altid muntre sig med sådan en bagefter, skulle det hænde, at man falder helt igennem på slagkraften.

lørdag, marts 03, 2007

Unødige komplikationer forbundet med konsekvenser af konsekvenser

Er der nogen der kender det der med, at det bare kunne være skide sjovt at lave en vandglidebane på køkkengulvet eller rømme bankkontoen til fordel for en helkropsoplevelse af en shoppingtur eller - i mit tilfælde - for eksempel tygge sin mad, selvom man ikke må?

Jeg kender det!

Jeg kender nu også mig selv godt nok til at vide, at jeg altid tænker alle mulige komplikationer forbundet med at lave vandglidebaner igennem i forvejen. Eller det vil sige. Jeg tænder for vandhanen, lader det løbe, og så tænker jeg mig om:

Man kan lave vandskader med sådan en bane, seriøse vandskader. Man kan miste et okay godt hej-på-trappen-forhold til underboen. Man kan i værste fald brække hoften midt i en piuette, eller falde lige på snuden og slå nyligt kæbebrud til legoklodser!

Alt imens con og pro tænkes igennem er køkkengulvet fyldt op, og jeg står sku fandeme og dypper tæerne, selvom jeg ved der venter hoftebrud og mug i træværket!

Sikke noget. I går trak jeg svaberen frem i sidste øjeblik, lige før det blev rigtig rigtig sjovt, og de eneste konsekvenser jeg må se i øjnene i dag, er marcipan og chokoladesnask i sengen fra det marcipanbrød, som jeg tyggede - med tungen!- og en promille på King George.

Pt overvejes konsekvenser af ikke at tænke i konsekvenser, men bare have det sjovt!

onsdag, februar 21, 2007

Min lægelige uskyld er taget

Fik taget sting af den lækreste kirurg i verden i går!

Da jeg kom ind og smækkede mig selv i tandlægestolen med et lille smil kvitterede han med, at jeg ”strålede” og at ”sådan nogle patienter som dig skulle man have flere af”. Jow, jow. Jeg strålede i hvert fald ganske rosarødt i kinderne efter at have fordøjet de par komplimenter.

Han klappede mig på armen og spurgte hvordan det gik, hvorefter han tog plastrene af mine kinder. Da stingene kom til syne udbrød han: ”ej, hvor du bare heler flot!”. Og ja, det lyder nok ikke af så meget, men når det kommer fra en som arbejder med at skære folk op og sy dem sammen igen, så må det vel siges at være et ret seriøst kompliment, eller hvad!

Den slags går i hvert fald lige ind, når man selv mest er tilbøjelig til at få øje på madresterne i mundapparaturet og den blågrønne kulør på halsen.

Det gjorde pisse nas at få stingene taget og det blødte, men jeg trak vejret dybt gennem næsen og stirrede doktor lige op i det solbrune ansigt. Man er ikke sådan en piveskid, når man lige har fået at vide, at man er god til at hele.

Efter opvarmningen førte doktor mig hen til spejlet i værelset, tog mig om skuldrene og viste mig hvor ”pænt det bare så ud!”. Lige på det punkt med at røre er læger ret heldige. Det kan ligesom altid dækkes ind under et eller andet fagligt, ikke? Noget lægeligt nødvendigt. I hvert fald var det helt i orden for mig, at det var nødvendigt med lidt fysisk guiden, for at jeg rigtigt kunne få et kig på mine nye ar!

Inden jeg gik ville doktor lige høre, om jeg havde nogle spørgsmål, så han ”kunne holde på mig lidt længere”. Jeg diskede op med en forespørgsel på, om jeg stadig skulle skylle i klorhexidin, før jeg måtte lægge den korte men lumre romance bag mig og fortsætte ud i den verden, hvor togskinner og læspen normalt ikke forfører nogen.

Men jeg glemmer det ikke lige foreløbigt.

Heller ikke selvom Ben tror han er bøsse!